fredag den 24. august 2012

Preciosa Ornela

Preciosa Ornela er et tjekkisk firma som sælger nogle meget fantastiske perler.
Jeg har i et stykke tid tænkt at jeg ville skrive en blogpost om dem, og da jeg lige har opdaget, at de laver "give-aways" hver måned og giver et helt kilo!! perler væk, så tænkte jeg at det var på tide at få skrevet den post, og se om der skulle være en chance for at vinde skatten! ;-)

 Tjekkiet er kendt for at være en af de ældste "perlenationer" i verden.
Allerede i 1600-tallet var der en omhyggelig tradition for at producere smukke glasperler.
Og selv om vi i dag jo bruger knap så mange perler som dengang, så holder Tjekkiet stolt fast på de gamle traditioner.

Preciosa Ornela har, hvis ikke DET største udvalg af glasperler i verden, så i hvert fald et af de største. De er kendt for usædvanlig kvalitet, samtidig med at de prismæssigt ligger i et leje som er absolut opnåeligt, også for os helt almindelige perle-fans. :-)

Som jeg har skrevet mange gange, er mine yndlings perler nok Toho's, i hvert fald når det kommer til seed beads, men de tjekkiske seed beads jeg har, er fra Preciosa.
Preciosa Ornela har desuden et stort udvalg af andre typer perler, både de facetterede runde, men også deres helt egen type, som f.eks. "twin beads" (tvillinge-perler). De hedder sådan fordi de har to huller i stedet for et. Her kommer lige nogle eksempler på de spændende ting man kan lave med dem. De er helt klart på min ønskeliste! :-)

tutorial-ladies-fan-earrings-beading

tutorial-terra-twins-bracelet-beading

black-bracelet-beadwork-with-twin-beads

Jeg har anskaffet mig nogle af Preciosas "Charlottes" (seed beads som har 1 sleben facet) og de glimter fantastisk. Jeg skal helt sikkert prøve nogle af dem med 2 og 3 facetter også! (2-cut og 3-cut).

1-cut-metallic-antique-silver-terra (Charlottes)

Hmm, det vil ikke rigtigt lykkes mig at linke til billederne på Preciosa Ornelas egen hjemmeside, men jeg kan da lægge linket til selve hjemmesiden, så kan i selv smutte ind og kigge, hvis i vil: :-)

http://preciosa-ornela.com/

De har også nogle meget fine "faux perles".

Jeg har ikke kunnet finde nogen forhandlere af Preciosa perler herhjemme, så indtil videre må vi nøjes med at beundre dem på nettet, og når vi får vores indkøb hjem i stuen :-)

På deres Facebook-side: https://www.facebook.com/PreciosaOrnela har de for nyligt lagt billeder ind fra en perlemesse i tyskland, nøj det ser fantastisk ud! :-)
Jeg kan godt blive både gul og grøn af misundelse over lande med kæmpe perlebutikker hvor man kan gå ind og blive helt væk i perler, farver, kvaliteter og faconer! :-)

 Ha en dejlig dag, allesammen :-)


fredag den 10. august 2012

Billeder

Jeg har lavet et offentligt billed-album på Facebook som jeg har kaldt: "skal disse smykker være i min webshop når den engang åbner?"

Jeg har vedhæftet denne tekst til albummet:


Se, sagen er den, at jeg kunne tænke mig at starte en webshop hvor jeg sælger smykker og med tiden nok også lidt sjaler og andet godt.
Da jeg er langtidssygemeldt og under udredning, er der ikke mulighed for at jeg kan kaste mig ud i det med det samme. Der er en masse regler som tilsammen gør at jeg absolut ikke må tjene nogen penge, heller ikke selvom de blev modregnet i kontanthjælpen...

Der er dog håb for, at den nye reform giver mulighed for at jeg kan blive selvstændig, selv om jeg ikke kan arbejde fuldtid. Det håb holder jeg mig til.
Reformen træder i kraft til Januar, så forhåbentligt kan der så ske noget dér!

Indtil da, har jeg besluttet, vil jeg afprøve farver og designs og dygtiggøre mig så meget som muligt.
I den anledning laver jeg nu et nyt album her på Facebook, i håb om at I vil hjælpe med at lede mig på rette vej.
Det vil være en stor hjælp for mig, hvis I vil ”synes godt om” de smykker i synes er flotte / fede, så jeg kan få en fornemmelse af hvad i hvert fald dette lille udsnit af verden kan lide . J
I må også meget gerne kommentere ting som: ”Den her er fed, kan du lave den i lilla?” eller: ”Hvorfor bruger du aldrig neongrøn?” eller bare ”den her farve er fed, brug den i flere designs!” Eller hvad I nu har trang til at komme ud med ;-D

På forhånd tak <3
Anne.

Alle læsere her er selvfølgelig meget velkomne til at gå ind og kigge og klikke, hvis I ikke allerede har gjort det ;-)

Og det er egentligt et meget fint lille galleri af hvad jeg har lavet af forskellige ting indtil videre.


onsdag den 8. august 2012

PerleVenner

Jeg har fået en ny PerleVen :-)

Hun hedder Aya og er 10 år gammel og bor i huset ved siden af mit.
Hun og hendes lillesøster leger tit med min søn Tristan, og alle tre unger løber ind og ud af begge huse som de lyster, det er skønt. :-)

Og nu har jeg så opdaget at Aya og jeg har perler som fælles interesse. Egentlig har jeg vidst det i et stykke tid, men nu er jeg begyndt at lære hende lidt teknikker og det er så hyggeligt som det kan være.

Hendes første armbånd er lavet i nogle perler som hun helt forelskede sig i, da jeg havde købt dem. Hun hygger sig tit med at beundre de mange fine farver, og disse perler havde jeg lagt frem fordi jeg havde en ide til et armbånd med dem. Teknikken er forholdsvis enkel det meste af vejen, og jeg endte med at spørge hende om hun ville lære det.
DET ville hun gerne! :-)

og knips-trylle-vupti, i dag blev det færdigt, og her er det:

Vi har brugt 6mm facetterede runde tjekkiske perler (de her er købt hos Lina og Gustav Pelece her: www.etsy.com/shop/Pelece)

4mm faux-perle perler (fra Sharon her: www.etsy.com/shop/Aprishasparkles)

og 15/0 matte sorte Toho's

Tråden er Fireline.


Mens hun var i gang med armbåndet kom hun en dag over sammen med sin veninde, for lige at vise det spændende nye frem. Veninden er tilsyneladende også meget glad for perler, og jeg overvejer nu, om der vil være grobund for en lille "perle-skole" for interesserede piger (og drenge) i den alder, på et tidspunkt :-)

Om farvet tråd:

I et stykke tid kunne jeg ikke forstå hvorfor perlesyere blev ved med at anbefale at man havde perletråd i mange forskellige farver. Jeg brugte en sort tråd og syntes at den da var fin nok.
Indtil jeg prøvede denne farvekombination:
Som i kan se, har jeg her brugt en gylden tråd. Det skyldes den første række af perler. De er  gennemsigtige (transparent, hvis du søger i en engelsk butik), og tråden ses tydeligt nok til at farven har konsekvens.
Da jeg prøvede med den sorte tråd, blev perlernes farve, som ellers er en rigtig fin orange-gylden, pludselig grumset og grim.
Heldigvis havde jeg en gylden tråd jeg kunne prøve (af mærket Silamide) og så blev resultatet helt anderledes tilfredsstillende, da den gyldne farve på tråden fremhæver perlens egen farve.

Det fik mig dog ikke til straks at investere i mange nye farver, for i mellemtiden havde jeg forelsket mig helt i Fireline som fåes i grå og "crystal" som er en halvgennemsigtig hvid farve. Den tråd er SÅ lækker at arbejde med, men altså også væsentligt dyrere end andre tråde.

Jeg har først for nyligt fået anskaffet mig en "crystal" Fireline, så jeg kan endnu ikke sige så meget om dens farve egenskaber, men til gengæld har jeg fået skaffet mig både grøn og lilla Nymo-tråd. (en billig nylontråd som fåes i rigtigt mange farver)

Den grønne havde jeg glædet mig rigtigt meget til, for jeg løb igen ind i mit forgående problem, da jeg købte transparente grønne perler som også blev grumsede og grimme når jeg forsøgte mig med den grå fireline.

Nu har jeg endelig fået lavet mig en grøn farvekombination, syet med grøn tråd. Og selvom tråden er mørkegrøn, så gør det at den ER grøn, at den ikke gør farverne grumsede. Kunne dog godt finde på at prøve med "crystal" Fireline, eller med en lysere grøn, hvis jeg får købt mig sådan en på et tidspunkt :-)

 Den grønne.

Det er svært at fange farverne, så jeg har forsøgt mig lidt frem.

Perlerne er 11/0 Toho's, 6/0 Toho's og nogle gamle vintage gyldne perler som har været min mormors til at pynte kanten :-) (Det gør ikke så meget at de ikke er så regelmæssige, når de bruges på denne måde til kant.)

Farverne fanger sollyset rigtigt flot.

Og her ser man hvor gennemsigtige perlerne er, og at det ikke gør noget at tråden er mørk når bare den har samme farve som perlerne.













For at illustrere forskellen er her et billede af, hvordan perlerne ser ud med den grå / sorte tråd igennem:



Jeg synes ikke man behøver at købe sig fattig i forskellig farvet tråd fra starten, men på sigt, og specielt hvis man ønsker at bruge transparente perler, så kan jeg godt se fordelen ved at have en palet af trådfarver der matcher perlerne.

mandag den 6. august 2012

Design af smykker til festkjole :-)

Jeg er inviteret til bryllup her i august, og har kun 1 kjole jeg synes er fin nok til at tage på.
Jeg har før haft problemer med smykker til denne kjole, da jeg ikke rigtigt synes at jeg har noget der passer i farven.


Kjolen er sølvgrå og lilla, nogle ret afdæmpede, lidt støvede farver.
Jeg gik mine perler igennem, men var ikke rigtigt tilfreds med hvad jeg havde, så jeg gik på internet research!

efter laaaaaang tids søgen fandt jeg en butik på etsy.com som solgte et farvemix som passede utroligt godt til farveskalaen, og ovenikøbet samme farvemix i forskellige typer perler, så jeg bestilte simpelthen lidt af hver slags med nogle vage ideer om, hvad jeg kunne lave af dem, og håbede på at blive inspireret når jeg sad med dem.

Nu har jeg siddet med dem i nogle dage, og endelig lykkedes det mig at lave en ring! Mit helt eget design, og helt unik pga farveblandingen.
Der er ikke mindre end 5 forskellige slags perler i den, og jeg er ret stolt af den.



Til øreringene og armbåndet var det vigtigt at have en klar tråd da flere af perlerne er gennemsigtige. Det krævede lidt tålmodighed, da den først skulle bestilles og ankomme med posten. Jeg brugte tiden til at udtænke designs til armbånd og øreringene.

Endelig kom tråden og jeg kunne gå i gang.

Armbåndet endte med at se således ud:

6mm faceterede runde (ovale) tjekkiske perler
3mm faceterede runde (ovale) tjekkiske perler
15/0 Toho perler
Crystal Fireline tråd, 6lb / 0.008 mm.


 Teknikken er Right Angle Weave (ret-vinklet væveteknik)










 Øreringene blev Hoops igen og kom til at se således ud:


 11/0 blanke elfenbensfarvede Toho's
11/0 syren-mix Delica perler af mærket Miyuki
8/0 blanke elfenbensfarvede Miyuki's
8/0 Toho's
15/0 Toho's til kanten.

Jeg endte faktisk med at bruge en lys-lilla tråd til øreringene her.
Jeg brugte mærket Nymo. Det er vist den billigste perle-tråd man kan få, men den ER altså også lidt sværere at arbejde med end de dyrere tråde.

Det hjælper at vokse tråden, men jeg tror nu at jeg næste gang vil gå efter en K.O. tråd. Den er ikke meget dyrere end Nymo, men jeg synes den er lidt fastere og ikke trævler så meget. Man kan få en kraftigere Nymo-version, det var måske også værd at prøve.

Det jeg mangler nu, er at finde ud af om jeg skal lave en halskæde også, og hvordan i så fald skal se ud. Jeg købte jo ikke ret mange perler af hver slags, så det sikreste vil nok være at satse på at lave et vedhæng og så enten bruge en kæde jeg har, eller lave en simpel perlekæde at sætte det på.

Jeg kan rigtigt godt lide denne slags udfordringer: at have tøjet først og så skulle lave smykkerne der passer til. Jeg gjorde det for min mor da hun skulle til sølvbryllup her i sommers, og nu dette til mig selv. Det er en skæg udfordring!

Hvis i designer, starter i så med mønster, farver, perler eller tøjet det skal passe til?
I dag er min dejlige søn begyndt i børnehave igen efter 4 ugers ferie. Det har været skønt at holde fri med ham og lave alle mulige ting, men det bliver nu også godt at få lidt tid til at sidde og arbejde med perler i fred og ro igen :-)

Ikke mindst fordi der er kommet en ny portion perler i min postkasse, så der skal leges med farver igen!

I mellemtiden kan jeg anbefale denne YouTube kanal, hvis man kan engelsk. Måske er hun faktisk dygtig nok til at man kan forstå hendes tutorials selv om man ikke forstår sproget. Hun er meget grundig! :-)

Beads Friends Tutorials (Sara Spoltore)